Rainbow artikel
VELKOMMEN TIL webmagasinet KØNFORMATION. HER FINDER DU debatter, tanker, INTERVIEWS OG ANALYSER, OM KØN OG LIGESTILLING.

Danmark nr. 3 i Europa på LGBT+-rettigheder

Malta, Belgien og Danmark klarer sig bedst i Rainbow Map and Index 2023, hvor ILGA-Europe har vurderet 49 europæiske landes lovgivning og politikker på LGBT+-området.

Hvert år udsender den europæiske LGBT+-organisation, ILGA-Europe, en opgørelse over, hvordan 49 europæiske lande klarer sig, når det gælder rettigheder for homoseksuelle, biseksuelle, transkønnede og interkønnede.

Her i 2023 indtager Malta førstepladsen for ottende år i træk. Belgien er nummer to og Danmark nummer tre.

Med Rainbow Map and Index har ILGA Europe fokus på lovgivning og politikker. Indekset siger altså ikke nødvendigvis noget om de faktiske levevilkår og livskvaliteten.

ANBEFALINGER TIL DANMARK

Alle lande i Rainbow Map and Index får konkrete anbefalinger med fra ILGA-Europe.

Til Danmark opfordrer ILGA-Europe til at:

  • fjerne aldersgrænsen for juridisk kønsskifte
  • anerkende transkønnede forældre og andre former for regnbuefamilier såsom familier med flere forældre (for eksempel juridiske og sociale forældre)
  • sikre ligebehandling af samkønnede par ved familiesammenføring

 

Aserbajdsjan i bunden

De 49 europæiske lande spænder fra Portugal og Island i vest til Rusland og Aserbajdsjan i øst. ILGA-Europe vurderer hver enkelt land på 74 enkeltområder inden for syv overordnede temaer: lighed og ikke-diskrimination, familie, hadforbrydelser og hadtale, juridisk køn, interkøn, civilsamfund og asyl.

Skalaen går fra 0-100 procent. Jo højere score, jo bedre.

I bunden af ILGAs Rainbow Map and Index ligger Aserbajdsjan, som blot når 2 procent ud af 100 mulige. Dernæst kommer Tyrkiet, Armenien og Rusland med henholdsvis 4, 8 og 8 procent.

Moldova kan inspirere

Lidt bedre går det i Ukraine og Georgien, hvor KVINFO samarbejder med flere civilsamfundsorganisationer om køn og ligestilling. I begge lande er der dog stadig meget lang vej til LGBT+-ligestilling. Georgien opnår 25 procent og Ukraine 20 procent på Rainbow Map and Index 2023.

Georgien og Ukraine kan med fordel lade sig inspirere af Moldova, som ILGA-Europe fremhæver som årets højdespringer.

I en pressemeddelelse skriver ILGA-Europe, at Moldova er steget 14 pladser, fordi landet har taget seksuel orientering og kønsidentitet med i lovgivning for arbejdsmarked, uddannelse, varer og tjenesteydelser, sundhed, hadforbrydelser og hadtale.

Bekymrende udvikling

På det mere overordnede plan udtrykker ILGA-Europe bekymring for stigende anti-LGBT+-stemninger i mange europæiske lande. Samtidig roser ILGA-Europe de politikere, som trodser negative folkestemning og tager stilling til fordel for grundlæggende menneskerettigheder og lige rettigheder til alle.

”Fremskridt for LGBTI-personer er stadig mulige og vigtigere end nogensinde,” understreger ILGA-Europes direktør, Evelyne Paradis.

Her kan du læse mere om Rainbow Map and Index – samt finde ILGA-Europes rapport og anbefalinger for Danmark og de øvrige 48 lande.